Syn og skøn, når parterne er uenige

Når bygherren og entreprenøren ikke kan enes om, hvad der er en mangel, eller hvad den koster at rette, kommer sagens tredje person ind: syns- og skønsmanden. Han er den uvildige fagkyndige, der ser på bygningen og skriver ned, hvad han ser, og hans rapport er ofte det dokument, der afgør sagen, før den når voldgift.

Manden, der ikke er part

Syns- og skønsmanden udpeges af voldgiftsretten eller af parterne selv til at undersøge et stridspunkt. Han er hverken bygherrens eller entreprenørens mand: han er sagens ekspert, og hans opgave er at beskrive, hvad der er, ikke hvem der har ret. Det gør hans stilling særlig: han kan konstatere en mangel uden at tage stilling til, om den er kontraktsstridig, og han kan sætte en pris på den, uden at afgøre, hvem der skal betale.

Undersøgelsen på stedet

Undersøgelsen foregår på bygningen: skønsmanden går gennem den stridige del, måler, åbner hvor det er nødvendigt, fotograferer og noterer. Han beskriver, hvad der er bygget, hvordan det er bygget, og hvordan det forholder sig til det, kontrakten og reglerne kræver. Undersøgelsen er det øjeblik, hvor sagen møder virkeligheden: ikke hvad parterne siger, men hvad bygningen viser.

Parterne følger med, men de fører ikke ordet: skønsmanden stiller spørgsmålene, og begge sider kan stille deres til ham, ikke til hinanden. Det er en af de ordninger, der holder sagen faglig, fordi det, der siges på stedet, lander i rapporten, og begge parter ved, at deres argumenter skal kunne stå i et lokale, hvor den anden part også står.

Rapporten, der afgør

Syns- og skønsmandens rapport beskriver hans iagttagelser og hans faglige vurdering. Den er ikke en dom, men den er det dokument, parterne og deres advokater arbejder ud fra, når de skal vurdere, om sagen kan vindes. En rapport, der konstaterer en mangel og sætter en pris på den, gør det vanskeligt for den tabende part at fortsætte; en rapport, der ikke finder den, gør det vanskeligt for den vindende part at fortsætte. Rapporten er derfor ofte den egentlige afslutning, selv om den ikke er en afgørelse.

Voldgiften bagved

Hvis syn og skøn ikke fører til enighed, ender sagen ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed eller ved domstolene. Her er skønsmandens rapport det centrale bevis: nævnet læser hans beskrivelse af, hvad der er, og afgør, hvad det betyder efter kontrakten. Sagen bliver derfor ofte afgjort på det, skønsmanden skrev ned, måneder eller år efter at han gik gennem bygningen.

Hvad skønsmanden ikke afgør

Skønsmandens begrænsning er lige så vigtig som hans styrke. Han afgør ikke, hvem der har ret; han konstaterer, hvad der er. Om en revne er en kontraktsstridig mangel eller en almindeligt forekommende svindrevne, er en juridisk vurdering, der ligger uden for hans bord, selv om hans beskrivelse af revnen er det materiale, vurderingen bygges på. Hans omkostninger deles efter nævnets regler eller aftalen mellem parterne, og de er ikke små: en undersøgelse med rapport koster det, fagkyndig tid koster. Det gør syn og skøn til et instrument, man bruger, når uenigheden er reel, ikke når den kan løses ved et telefonopkald. Den, der kalder på skønsmanden, skal vide, at hans svar kan være det, man ikke håbede på, og at det svar herefter er skrevet ned.

Dagbogens nederste linje

Syn og skøn er sagens møde med virkeligheden: den uvildige fagkyndige ser på bygningen og skriver ned, hvad den viser. Rapporten er ikke en dom, men den er det dokument, der afgør de fleste sager, fordi den sætter en pris og en beskrivelse på det, parterne ikke kunne enes om at se.